Søg Søg

Advokater og forsvarere

En advokat kan optræde på en borgers vegne under retssager og være rådgiver i juridiske spørgsmål

Hvad koster en advokat?

Der findes ikke en fast pris på advokaters ydelser, men advokater har pligt til at oplyse om størrelsen af deres salær eller om hvilke hovedelementer, der vil indgå i det salær du skal regne med at betale. Advokater har ligeledes pligt til at opkræve et rimeligt salær.

 

Møderet for advokater

Enhver advokat kan møde i byretten. Møderet for landsretten kræver, at advokaten har aflagt en særlig prøve. Advokaten kan opnå ret til at møde i Højesteret efter fem års erfaring som advokat med møderet for landsretten.

 

Valg af forsvarer

Er du sigtet for en forbrydelse, har du ret til vælge en forsvarer (advokat), der kan være til stede under afhøringen hos politiet. Bliver du fremstillet for en domstol med henblik på varetægtsfængsling eller anholdelse, skal dommeren udpege en forsvarsadvokat, hvis du ikke selv har valgt en.

 

Anklagemyndigheden

Anklagemyndigheden er statens advokat. Den består af rigsadvokaten, statsadvokaterne og politimestrene. Det er anklagemyndigheden der tager stilling til, hvorvidt der er beviser nok til at føre en retssag. Det er derfor anklagemyndigheden, der anlægger sag, hvis den mener, at loven er blevet brudt.

 

Advokatsamfundet

Advokatsamfundet er en interesseorganisation, som alle advokater skal være medlem af.

Advokatsamfundets formål er, at varetage advokaternes generelle interesser, at føre disciplinært tilsyn med advokaterne og at virke til gavn for det danske retssamfund.

Advokater er underlagt en lang række krav til deres adfærd og etik. Du kan se en oversigt over reglerne hos Advokatsamfundet, som i øvrigt skal føre tilsyn.

 

Advokatnævnet

Advokatnævnet er et uafhængigt nævn, der er en del af den offentlige forvaltning. Det betyder, at nævnet er omfattet af offentlighedslovens og forvaltningslovens regler, og nævnets medlemmer har tavshedspligt. Advokatnævnet behandler klagesager over advokater, der enten er indsendt af Advokatsamfundet eller advokats klient (kunde).

 

Hvis du vil klage

Du kan gratis klage over advokatens adfærd og salær hos Advokatnævnet. Her finder du også de skemaer, du skal bruge, hvis du vil klage over advokat adfærd eller advokatsalær.

 

Sidst opdateret fra Borger.dk 23. maj 2013
Billund Kommune ▪ Jorden Rundt 1 ▪ 7200 Grindsted ▪ tlf. 7972 7200 ▪ mail: kommunen@billund.dk
Borgerservice ▪ Tinghusgade 15 ▪ 7200 Grindsted ▪ tlf. 7972 7015 ▪ mail: borgerservice@billund.dk
Cookies- og privatlivspolitik