Søg Søg
Forside / Om Kommunen / Børnenes Hovedstad

Børnenes Hovedstad – et Billund for, om og med børn

LEGO Fonden og Billund Kommune har en fælles vision om, at Billund bliver Børnenes Hovedstad. Børnenes Hovedstad skal være det globale mødested for virksomheder, forskere og mange andre med fokus på børn, leg, læring og kreativitet, og Billund skal være et endnu mere attraktivt sted af bo. Arbejdet frem mod dette mål begyndte i 2009.  

”Det er et enigt byråd i Billund, der bakker op om Børnenes Hovedstad. Projektet er enestående og vil på samme tid kunne styrke Turisme- og Erhvervsudviklingen samt være med til at øge bosætningen. Og så vil vi bruge projektet som afsæt til udvikling af børneområdet i hele Billund Kommune. I det hele taget ser vi Børnenes Hovedstad som et aktiv for alle borgere i kommunen”. Borgmester Ib Kristensen, Billund Kommune.  

”Vi vil gerne en positiv udvikling af Billund by. Billund er LEGO Koncernens hjemsted. Det er her, vi er startet. Det er her, vi er vokset, og det er her, vi bliver. Her ligger vores hovedsæde. Vi er glade for vores rødder i Billund”. Kjeld Kirk Kristiansen, LEGO ejer og i dag bestyrelsesformand i LEGO Fonden og KIRKBI A/S.  

Capital of Children Company – et unikt offentligt-privat samarbejde
LEGO Fonden og Billund Kommune har i fællesskab oprettet udviklingsselskabet Capital of Children Company, som fremadrettet skal stå for virkeliggørelsen af de mange visioner og projekter i Børnenes Hovedstad.  Der er tale om et unikt offentligt-privat samarbejde med et fælles ønske om at udvikle Billund til et helt særligt sted for, om og med børn.    

Capital of Children Company får blandt andet ansvaret for:

  • Etableringen af et videncenter – Institute of Play & Innovation Science - for kreativitet, leg og læring
  • At tiltrække globale og nationale virksomheder til Billund
  • Udviklingen af Billund til en by i børnehøjde
  • Kommunikation og markedsføring af Børnenes Hovedstad  

Projekter
Børnenes Hovedstad er ikke et projekt med en slutdato og et fastlagt mål. Det er en vision, der hele tiden vil udvikle sig, og løbende kaste konkrete projekter af sig.  

Børnenes Hovedstad kan og vil komme hele Billund Kommune til gode. Billund Kommune arbejder blandt andet på en byplanlægning, der skal udvikle Billund til en by i børnehøjde. KIRKBI A/S har købt det nuværende Billund Rådhus, som skal danne rammen om blandt andet et globalt videncenter for leg, læring og kreativitet. LEGO Fonden har igangsat etableringen af en international børnehave og skole i Billund og tilbyder at installere et LEGO Lab på alle skoler i Billund Kommune i 2012.

Børnenes Hovedstad er en stor vision, og det vil kræve megen tid, flid og energi at få drømmen til at stå fuldt udfoldet til glæde og gavn for Billund by og børn over hele verden. De første store projekter er i gang, og LEGO Fonden og Billund Kommune håber, at alle borgere, handelslivet og erhvervslivet også vil deltage aktivt i gøre Billund Kommune til et endnu mere attraktivt, spændende og nyskabende sted at bo.  

For yderligere oplysninger:
Billund Kommune:
Kommunikationschef Søren Madsen
Telefon: 79 72 72 09
E-mail: SOMA@Billund.dk   
        Capital of Children Company
Rådhuscentret 1
Telefon: 5219 6201
E-mail: info@capitalofchildren.com
https://www.facebook.com/capitalofchildren
Billund Kommune ▪ Jorden Rundt 1 ▪ 7200 Grindsted ▪ tlf. 7972 7200 ▪ mail: kommunen@billund.dk
Borgerservice ▪ Tinghusgade 15 ▪ 7200 Grindsted ▪ tlf. 7972 7015 ▪ mail: borgerservice@billund.dk
Cookies- og privatlivspolitik