Urup Kirke

Kirken
Urup Kirke , filialkirke til Grindsted Kirke, er opført i 1919 efter tegninger af arkitekt N. Christof Hansen. Den består af et stort apsisformet kor og et skib med halvt indbygget tårn med saddeltag mod vest. Kirken indeholder elementer af senromanske former sat sammen i en skønvirkestil. Kirken, der er hvidkalket, er opført af teglsten og er teglhængt.
 |

|
Kirkens område
Kirken ligger i den sydlige del af kirkegården, som mod syd og øst er afgrænset af et stendige. Mod vest afgrænses kirkegården af en flad vold, der på ydersiden er afsluttet som et lavt stendige, og mod nord er der sat et trådhegn sammen med en beplantning. Langs kirkegårdens øst-, nord- og vestside er der en tæt læbeplantning, der skjuler det meste af kirken om sommeren og til dels om vinteren. En åbning i beplantningen mod sydvest og sydøst vil give kirken mulighed for at markere sig bedre i omgivelserne i disse retninger, især når man kommer ad henholdsvis Urup Kirkevej fra syd og Lamborgvej fra øst. Ligeledes vil åbninger eller beskæring i højden i den nordlige del af beplantningen styrke kirkens dominans i de nord- og nordøstlige retninger. Øst for kirken er der et materielhus til graveren i grønmalet træ og tagpap.
Kirken og landsbyen
Kirken ligger i forbindelse med nogle få huse, som på ingen måde dominerer over kirken. Den største trussel mod kirkens dominans er bevoksningen omkring kirkegården og i de nærmeste omgivelser. Også i omgivelserne bor man overveje, om der kan beskæres lidt for at gøre kirken mere synlig i landskabet. Mod sydøst vil der ved beskæring af beplantningen være direkte udsyn over det åbne flade landskab, som kendetegner området.

Kirken og landskabet
I det omkringliggende landskab markerer kirken sig stort set i alle retninger. Bedst er det fra syd og sydvest samt enkelte steder fra østsydøst. Fra de øvrige retninger er det stort set kun taget af tårnet, der rager op over trætoppene. Noget vil kunne forbedres ved at udtynde og beskære i beplantningen omkring kirken, andet dækkes af de mange læhegn