Søg Søg
Forside / Teknik og miljø / Spildevand / Spildevandsplan

Spildevandsplan

Billund Byråd har den 12. november 2012 vedtaget spildevandsplan gældende frem til 2018. 

Denne spildevandsplan omfatter hele Billund Kommune og er udarbejdet af Billund Kommune i samarbejde med Billund Vand A/S og COWI. Planen dækker perioden 2011-2018 og erstatter helt de tidligere spildevandsplaner for Grindsted og Billund Kommuner med tilhørende tillæg.  Grindsted Kommunes spildevandsplan blev revideret i 1988 og dækkede perioden 1988-1994. Billund Kommunes spildevandsplan blev revideret i 1994 og dækkede perioden 1994-2000.

Spildevandsplanen indeholder en registrering af afløbsforholdene i 2011, samt en plan for udbygningen af spildevandsanlæg i Billund Kommune frem til 2018, svarende til tidshorisonten i Billund Kommunes kommuneplan 2010-2018.

Grundlaget for spildevandsplanen er primært kommuneplanen og forslagene til vandplaner for Vadehavet og Ringkøbing Fjord. Kommuneplanen udgør grundlaget for de planlagte kloakeringer og i forslagene til vandplanerne er opstillet retningslinjer for vandområdernes kvalitet og for indgreb, der anses for nødvendige, for at opnå de fastsatte målsætninger for vandkvalitet for vandløbene.

Spildevandsplanen er udarbejdet i overensstemmelse med miljøbeskyttelseslovens bestemmelser, forslagene til vandplaner, regionplanen og den øvrige fysiske planlægning i kommunen.

Resume af spildevandsplanen
I det følgende gives et kort resumé af afløbsforholdene ultimo 2011 samt af udbygningen frem til 2018 og de dermed forbundne investeringer.

Organisering af spildevandsbehandlingen

Billund Kommune har pr. 1. januar 2010 oprettet selskabet "Billund Vand A/S" der fra d. 1. januar 2010, er ansvarlig for udbygning, renovering og drift af kloakker og renseanlæg i Billund Kommune.

Udover Billund Vand A/S findes der en række private aktører som også står for rensning af spildevand, f.eks. Danisco Grindsted, Sundolitt og en række dambrug. Dertil kommer alle de ukloakerede ejendomme, som hver især er ansvarlig for rensningen af spildevandet.

Billund Kommune er myndighed for alle ansvarlige for afledning og rensning af spildevand, herunder også Billund Vand A/S.

Spildevandsbehandlingen og miljøet

Alt spildevand fra kloakerede områder i Billund Kommune renses før det udledes til vandløbene der løber mod Ringkøbing Fjord og Vadehavet. Kun i mindre omfang nedsives spildevand i jorden.

Regnvand nedsives i vidt omfang i jorden.

Status 2011

Ifølge Billund Kommunes befolkningsprognose er Billund Kommunes indbyggertal ca. 26.300. Heraf bor ca. 16.000 i oplandene til Billund og Grindsted Renseanlæg der er de to største renseanlæg i kommunen.

Billund og Grindsted Renseanlæg er begge mekanisk-biologisk-kemiske renseanlæg med kvælstof- og fosforfjernelse. Det rensede spildevand udledes via Varde Å systemet til Ho Bugt i den nordlige del af Vadehavet.

Renseanlæggene Stenderup-Krogager og Vorbasse, der også renser spildevandet fra henholdsvis Hejnsvig og Fitting, udleder ligeledes til Varde Å systemet.

Renseanlægget Sdr. Omme, der også renser spildevandet fra Filskov, udleder via Skjern Å systemet til Ringkøbing Fjord.

Derudover findes nogle lokale mindre renseanlæg samt 14 dambrug, der udleder til Skjern Å systemet og Varde Å systemet.

Aflastninger af opspædet spildevand fra kloaksystemet under regn til vandløbene, er ikke over alt begrænset svarende til de kommende vandplaners retningslinjer. Alle overløb i Billund og Grindsted byer, der i dag ikke er forsynet med bassiner, skal ifølge vandplanerne, forsynes med bassiner inden udgangen af 2015.

Regnvand fra veje og tagflader nedsives i videst muligt omfang i jorden. I det omfang regnvand ikke nedsives i jorden, udledes det til vandløbene. Ved udledning til vandløbene udlignes vandmængderne flere steder i bassiner og søer, så erosion af vandløbsbunden og udskylning af flora og fauna undgås under kraftige regnhændelser. Der er dog ikke etableret bassiner på alle udløb. De kommende vandplaner forudsætter ikke, at der skal etableres bassiner på de regnvandsudløb der i dag ikke er forsynet med bassiner.

Indbyggertallet for de ukloakerede ejendomme udgør ca. 5.000. Fra disse ejendomme ledes spildevandet til samletanke eller bundfældningstanke efterfulgt af enten nedsivning eller udledning til vandløbene.

Der er indført obligatorisk tømningsordning for bundfældningstanke på ejendomme i de ukloakerede områder.

Spildevandsplan 2018

Spildevandsplanen beskriver de anlæg, som påregnes etableret frem til udgangen af 2018.

Grundlaget for de planlagte anlæg findes i de kommende vandplaner for Vadehavet og Ringkøbing Fjord, som på nuværende tidspunkt er i høring som forslag. Ved udarbejdelse af spildevandsplanen er det forudsat, at kravene i vandplanerne når de træder i kraft senere i 2011, kommer til at svare til de krav der frem til d. 6. april 2011 er i høring.

Med udgangspunkt i disse krav, planlægges indenfor planperioden, følgende betydende ændringer og udbygninger, som beskrives detaljeret i de følgende afsnit:

  • Billund Renseanlæg nedlægges og spildevandet overpumpes til Grindsted Renseanlæg der har rigelig restkapacitet efter at slagteriet lukkede.
  • Overløbsbygværker i Billund og Grindsted byer nedlægges eller udbygges med bassiner svarende til retningslinjerne i vandplanerne.
  • Nye regnvandsudløb forsynes med bassiner svarende til retningslinjerne i vandplanerne.
  • Ukloakerede ejendomme med udledning til vandløb, der er omfattet af vandplanernes krav om opfyldelse af bestemte renseklasser, vil inden 2015 være forsynet med enten et minirenseanlæg eller nedsivning, i det omfang de i dag ikke har en tilfredsstillende rensning.
    Indsatsen omkring disse ukloakerede ejendomme skal dog i det væsentlige forestås af Billund Kommunes miljømyndighed. I tilfælde hvor der stilles krav til ejendomme om forbedret rensning, skal kravene ledsages af et tilbud om kontraktligt medlemskab af kloakforsyningen. Tager ejendommene mod tilbuddet, vil det være Billund Vand A/S der skal forestå rensningen af spildevandet på de enkelte ejendomme, hvilket, hvis nedsivning ikke er muligt, kan komme til at omfatte etablering og drift af minirenseanlæg.
  • Ukloakerede ejendomme der ikke er omfattet af vandplanernes krav om opfyldelse af bestemte renseklasser, vil blive gennemgået af Billund Kommune, hvis der omkring udledningsstederne for ejendommene, findes hygiejniske eller miljømæssig uacceptable forhold.
    Indsatsen omkring disse ukloakerede ejendomme skal dog i det væsentlige forestås af Billund Kommunes miljømyndighed og vil ikke inddrage Billund Vand A/S.
  • Nedslidte kloakker eller kloakker, der ikke fungerer hydraulisk eller miljømæssigt forsvarligt, vil blive renoveret.
  • Alle nye byggemodninger skal ske ved nedsivning af regnvand i videst mulig omfang og under forudsætning af, at der på ejendommene er jordbundsforhold, der er egnede til nedsivning.
Belastning af vandmiljøet

I nedenstående to tabeller er angivet forureningsbelastningen af de to vandløbssystemer med BI5, COD, Tot-N og Tot-P i 2011 og som forventeligt i 2018.

Vadehavet
Udviklingen i belastningen af Vadehavet fremgår af nedenstående tabel:

Tabel 2 1
Tabel 2.1 Belastningen af Vadehavsoplandet

Udviklingen i belastningen af Vadehavet fremgår af nedenstående tabel:

De udledte mængder fra renseanlæggene i 2018, udgøres i det væsentlige af udledningen fra Grindsted Renseanlæg. Udledningen fra Grindsted Renseanlæg er estimeret i henhold til forudsætningerne i strukturanalysen, for den fremtidige struktur for spildevandsrensningen i Billund Kommune.

Som det dog fremgår af tabellen, er udledningen fra dambrugene alt dominerende.

Ringkøbing Fjord
Udviklingen i belastningen af Ringkøbing Fjord fremgår af nedenstående tabel:

Tabel 2 2
Tabel 2.2 Belastningen af Ringkøbing Fjordoplandet

Belastningen af Ringkøbing Fjordoplandet holdes stort set konstant i planperioden. Den relativt store udledning fra overløbene forventes at falde som følge af afskæring af uvedkommende vand, herunder indtrængende åvand og drænvand.
Det forventelige fald som følge af disse indgreb, er dog ikke indregnet i ovenstående tal for udledninger. Vandplanerne stiller ikke krav om indsats overfor overløbene til Omme Å.

Som det fremgår af tabellen, er udledningen fra dambrugene alt dominerende.

Investeringsplan

De nødvendige investeringer for spildevandsplanens gennemførelse fremgår af tabel 2.3.

Tabel 2 3
Tabel 2.3 - Anlægsinvesteringer for perioden 2012-2018 (beløb i mio. kr. prisniveau 2011 ekskl. moms).

 

 

Her kan du finde den samlede spildevandsplan inkl. bilag, oversigtskort for hele kommunen og områder for både status og plandelen, samt en strategisk miljøvurdering af spildevandsplanen.

Billund Kommune ▪ Jorden Rundt 1 ▪ 7200 Grindsted ▪ tlf. 7972 7200 ▪ mail: kommunen@billund.dk
Borgerservice ▪ Tinghusgade 15 ▪ 7200 Grindsted ▪ tlf. 7972 7015 ▪ mail: borgerservice@billund.dk
Cookies- og privatlivspolitik