Hvad er processen, når jeg køber en grund efter først til mølle-princippet?

  • Send et tilbud på at købe grunden sammen med oplysninger om, hvornår du ønsker at overtage grunden. Du skal som minimum byde den pris, der står anført på hjemmesiden. Hvis du køber grunden sammen med en anden (partner, ægtefælle eller anden), skal I begge to skrive under på købstilbuddet. 
  • Vi bekræfter dit tilbud indenfor 3 hverdage via Digital Post
  • Vi sender en SMS med et link til købsaftale til dig, som du skal underskrive digitalt. Hvis du køber grunden sammen med en anden (partner, ægtefælle er anden), skal I begge to skrive under på købsaftalen. Du får en kopi af den underskrevne købsaftale
  • Sammen med købsaftalen sender vi en faktura på købesummen, som du senest skal betale på overtagelsesdatoen
  • Du skal også betale for tilslutning af vand, varme og el samt for, at vi registrerer dig som ny ejer af grunden. (0,6 % af købesummen eksklusiv moms oprundet til nærmeste 100 + 1.750 kr.)
  • I nye områder (klargjorte efter 1. januar 2022) skal du betale et beløb til den kommende grundejerforening på 5.000 kr., som vi udbetaler til grundejerforeningen, når vi overdrager foreningen til beboerne i området
  • Vi registrerer dig som ejer af grunden i et skøde. Du skal underskrive skødet digitalt. Du får besked, når skødet er klar til underskrift. Hvis du køber grunden sammen med en anden (partner, ægtefælle er anden), skal I begge to skrive under på skødet
  • Når skødet er underskrevet, anmelder vi det til Tinglysningsretten. Du modtager en kopi af svaret, og handlen er herefter afsluttet

Har flere budt på den samme grund på samme dag, kontakter vi dig/jer pr. telefon, og du/I får lov til at sende et nyt bud ind indenfor 3 dage. Buddet kan være det samme som i første omgang eller højere.

Oplysninger om grundene

Ved at klikke på kortet får du flere oplysninger om grundene. Fx pris, størrelse, bebyggelsesprocent m.m.

Stemmeværket og Engvandingen

I Morsbøl Søpark er der plads til forskellige familietyper og boformer. Det bliver et mangfoldigt boligområde midt i naturen, hvor fællesskaber på tværs skaber livskvalitet.

Området bliver etableret i mindre klynger af byggegrunde. Der vil også være mulighed for at opføre rækkehuse og punkthuse i op til 2 etager mod Engsøen. Det er målet, at Grindsted skal kunne tilbyde et varieret udbud af byggegrunde og flere typer af boliger, for at tilgodese flere målgrupper.

I første etape etablerer vi stamvejen Morsbøl Allé samt de to boliglommer Engvandingen og Stemmeværket. Derudover etablerer vi rekreativ natur omkring boliglommerne med stikobling til eksisterende stinet. 

Nærområdet

Arealerne omkring byggemodningerne udlægger vi som natur med højt græs og enkelte små lunde af hjemmehørende træsorter, ligesom vi graver lavninger til håndtering af regnvand.

De eksisterende læhegn bevarer vi, og det, som vi fælder, lægger vi ud som dødt ved på udvalgte steder som biodiversitetsfremmende tiltag.

Vi anlægger både stenmels- og trampestier til det eksisterende stinet, som kobler sig op på det store rekreative område omkring Engsøen i nord samt de nye skove omkring Morsbølvej.

Vi anlægger også asfalterede stier hele vejen langs Morsbøl Alle, som vi kobler på eksisterende stier mod både øst og nord.

Boliggrundene

De nye byggegrunde på Engvandingen og Stemmeværket bliver små nabofællesskaber bestående af 11 grunde i hver boliglomme. Grundene varierer i størrelse mellem 953 m2 og 1.093 m2 . Beplantningen fremhæver den præcise cirkelform, hvor enkeltstående træer markerer skel og danner en indercirkel omkring fællesarealet i midten.

I Engvandingen mod nord planter vi hvidtjørn, mens det mod syd i Stemmeværket er hæg, der plantes. Både hvidtjørnen og hægen blomstrer med sine hvid-rosa blomster, når foråret melder sin ankomst i maj-juni til glæde for såvel mennesker som fugle og insekter.

Fakta

Du finder grundprisen i kortbilaget. Grundprisen er prisen for grunden uden tilslutninger til vand, varme og el m.m.

Vi har forudbetalt tilslutning til el og opkræver denne sammen med grundprisen og bidrag til grundejerforening.  

Tilslutning til el koster 19.562,50 kr. inkl. moms
Tilskud til grundejerforeningen er på 5.000 kr.

Du skal betale for tilslutning til vand og varme direkte til GEV.
GEV har oplyst os;

  • at tilslutning til vand i 2025 koster 17.125 kr. inkl. moms.
  • at tilslutning til varme i 2025 koster 20.000 kr. inkl. moms

Overtagelsesdatoen kan maksimalt være 3 måneder frem i tiden. Du kan overtage grunden til den 1. eller den 15. i en måned. 

Vigtige dokumenter

Vi anbefaler, at du henter en kopi af dokumenterne ned og gemmer dem, så du altid har adgang til dem, også når udstykningen er udsolgt. Det kan også være en fordel at gemme teksten fra hjemmesiden.

Salgsplanen er opdateret 6. maj 2025 med oplysning om koter.  

Jeg ønsker at købe en grund - hvad gør jeg?

  • Du får brug for Mit ID for dig og eventuel medunderskriver
  • Find oplysningerne på den grund, du/I vil sende et bud ind på - adresse, størrelse og pris
  • Når grundene ikke er i udbud, kan du/I nøjes med at byde mindsteprisen for grunden
  • Tag stilling til, hvornår du/I ønsker at overtage grunden. (Max. 3 mdr. frem)
  • Hvis du køber grunden sammen med en anden (partner, ægtefælle eller anden), skal I begge to skrive under på købstilbuddet.
  • Send dit bud til os. 
  • Afslut og gem kvitteringen

Køb en grund - én underskriver

Købe en grund - to underskrivere