Vores mål for tilpasning

Vi har sat et mål om at være klimarobust over for potentielle klimafarer. Det gælder både dem, vi oplever i dag, og dem, vi forventer i fremtiden.

At være klimarobust betyder, at vi sammen med andre aktører handler i tide på aktuelle og fremtidige klimafarer.

På kort sigt vil vi have fokus på tilpasning i forhold til de mest aktuelle klimafarer, som kommer fra en øget mængde vand og flere dage med højere temperatur. Vandet kommer både i form af regn og i form af grundvand, som stiger op. Vi skal samtidig forvente flere varmebølger og hedebølger. Og vi skal indrette os på begge dele.

På lidt længere sigt vil vi holde øje med, hvordan klimafarer som vind og tørke udvikler sig.

Vores klimatilpasningsplan udpeger områder med risiko for oversvømmelse

Når vi prioriterer, hvor vi skal sætte ind i forhold til risikoen for skader på grund af et mere ekstremt klima, har vi fokus på økonomiske værdier, infrastruktur og sårbare befolkningsgrupper.

Både ekstremnedbør, vandløbsoversvømmelse, terrænnært grundvand og vinternedbør giver udfordringer forskellige steder i vores kommune i dag. Og det bliver kun værre i fremtiden.

Det tager vi højde for i klimatilpasningsplanen, som er lavet ud fra et klimascenarie, hvor temperaturen på jorden i år 2100 vil være 3,7 grader højere end før 1900 (for Billund Kommune er temperaturforøgelsen på 3,3 grader). 

Risikokort og kendt viden

Vi har udarbejdet et risikokort, som udpeger kommunens værdier. Kortet kan vise oversvømmelsespåvirkninger inden for en række sektorer og lave en samlet økonomisk beregning af flere oversvømmelseshændelser.

Det giver også mulighed for kvalitative vurderinger på enkelte sektorer som konsekvens af en oversvømmelseshændelse. Vi har benyttet beregningerne til at prioritere indsatserne i Klimatilpasningsplanen.

Vi ved allerede, hvor i kommunen der i dag opleves udfordringer med oversvømmelser, og kan se, hvordan det passer med modellernes resultater. Det gælder også for oversvømmelser hos private aktører i Billund by, hvis oplevelser i forhold til udfordringerne også er blevet inddraget.

Inddragelsen af aktører betyder, at der fx allerede er blevet prioriteret at åbne og tilpasse Billund Bæk i Billund midtby, så den bedre kan aflede de øgede nedbørshændelser.

Områder med risiko for oversvømmelse

I klimatilpasningsplanen er der udpeget 35 områder, hvor oversvømmelse kan udgøre en risiko for værdier.

Af de 35 områder er 13 prioriteret som indsatsområder. Billund Kommune tager selv initiativ til at udarbejde handlinger for seks af områderne, mens syv områder vil blive videreformidlet til eksterne grundejere. Dertil er der peget på fire temaindsatser, som går på tværs af hele kommunen, hvor kommunen tager initiativ til handleplaner for tre af temaerne.

Vores risiko i forbindelse med varme

DMI's Klimaatlas viser, at der udsigt til mere varme, end vi er vant til.

Siden 1870’erne er den gennemsnitlige temperatur i Danmark steget med cirka 1,5 grader, og årstemperaturen for Danmark er i dag 8,5 grader. Den forventede ændring i gennemsnitstemperatur for Billund Kommune i år 2100 er plus 3,3 grader!

Derfor forventes det, at antallet af varme- og hedebølgedage i kommunen vil stige til cirka det dobbelte fra 10 til 20 døgn for varmebølger og cirka det tredobbelte for hedebølgedage, nemlig fra cirka tre til cirka ni døgn.

Et varmebølgedøgn er, når middelværdien af de højeste registrerede temperaturer målt over tre sammenhængende dage på samme sted overstiger 25 grader. For hedebølgedøgn skal middelværdien overstige 28 grader.

Ressourcer og uddannelse

Det øgede antal varme- og hedebølgedage vil medføre, at der bliver brug for flere ressourcer til mere tilsyn for sårbare befolkningsgrupper som fx ældre.

Der kan også være arbejdsmiljørelaterede udfordringer med at arbejde under ikke optimale forhold som varme- og hedebølge. Uddannelse af personale kan derfor være nødvendig, både i forhold til at kunne sikre et bedre arbejdsmiljø og med henblik på kompetencer, der sikrer de ældres velbefindende.

Endelig kan der også på længere sigt, i forbindelse med ny- og ombygninger af bosteder og boliger til målgruppen, indtænkes grøn køling.

Også børn er udsatte, når det bliver varmere. Allerede i dag påvirkes personale og børn i kommunens institutioner på dage med varme- og hedebølger. Varme har en negativ indvirkning på arbejdsmiljøet og børnenes udendørs lege- og læringsmiljøer.

Derfor vil vi fx screene kommunens kommunale daginstitutioner for skyggemuligheder og lave en handleplan for den nødvendige afhjælpning