En mere praktisk orienteret skolegang
Juniormesterlære er et tilbud til elever i 8. og 9. klasse, som ønsker en mere praktisk orienteret skolegang.
Som virksomhed vil I 1-2 dage om ugen få eleven i praktik - de resterende dage er eleven i skole.
Derfor skal I deltage
Med en eller flere elever i juniormesterlære bidrager I til at
- forme fremtidens arbejdskraft
- lette rekruttering af kommende lærlinge
- have en positiv indflydelse på den unges udvikling og læring
- øge synlighed og lokal forankring af jeres virksomhed
- hilse friske perspektiver og nye idéer velkomne
- tage et samfundsansvar.
Hvilke krav skal virksomheden opfylde?
For at medvirke i juniormesterordningen skal I
- have klare retningslinjer for elevernes arbejdsopgaver, der skal specificeres i en praktikaftale. Aftalen skal underskrives af både eleven, forældrene, skolelederen og jer som virksomhed.
- sikre, at arbejdet er passende for elevernes alder og fysiske formåen
- sikre et sikkert læringsmiljø for eleven.
Jeres ansvar og forpligtelser
Som virksomhed med en elev i juniormestrelære skal I
- udpege en kontaktperson, som skal være med til at sikre elevens trivsel og faglige udvikling i praktikperioden
- sikre at kontaktpersonen har de rette kompetencer til at støtte og guide eleven
- sikre at jeres kontaktperson orientere eleven om mulige aktiviteter i forløbet og forventet udbytte.
Husk at tiden i juniormesterlære ofte er første gang, eleven er på en arbejdsplads på egen hånd.
Særligt om arbejdsmiljø
Eleven må udføre opgaver, som er sikre og alderssvarende, og må bruge simple maskiner og mindre farlige stoffer med passende vejledning. Arbejdstiden skal ligge mellem kl. 6 og kl. 20 og må ikke overstige 8 timer dagligt.
Eleven må ikke lave noget, der
- er for risikofyldt eller kræver særlige kvalifikationer, som normalt ville kræve en uddannet fagperson
- involverer maskiner eller udstyr, som er forbudt for unge under 18 år ifølge arbejdsmiljøreglerne
- kræver håndtering af farlige stoffer eller materialer uden passende vejledning og beskyttelsesudstyr.
Alt det praktiske
Praktikaftale
Der skal udarbejdes en praktikaftale, som laves i samarbejde mellem elev, forældre, virksomhed og skole. Praktikaftalen danner grundlaget for elevens tid i praktikken og er lavet for at skabe overblik og sikkerhed for alle parter. Aftalen beskriver parternes ansvar i forhold til elevens praktik.
Samarbejdet med skolen
Virksomheden skal indgå i et løbende samarbejde med skolen, eleven og forældre. Virksomheden skal give besked til skolen ved fravær. Hvis praktikken ikke længere lever op til den godkendte praktikaftale eller ønskes afbrudt, skal parterne mødes hurtigst muligt, hvorefter aftalen kan opsiges.