Hvad er Grøn pulje?

På baggrund af en beslutning i Folketinget har vi oprettet en Grøn pulje, som opstillere af vedvarende energianlæg skal betale penge til. Vores kommunalbestyrelse har besluttet, at midlerne i puljen skal tildeles projekter, som bidrager til vores lokalsamfund og medvirker til, at de står stærkt og bæredygtigt i fremtiden.

Midlerne i puljen skal uddeles til projekter inden for fem år, hvorefter de går videre til staten.

Hvem kan søge puljen?

  • Naboer inden for 200 meter fra solcelleanlæg, herunder borgere i nabokommuner
  • Naboer inden for seks gange møllehøjde fra et vindmølleanlæg, herunder borgere i
    nabokommuner
  • Borgere og foreninger i kommunen: Alle kan søge puljen, herunder foreninger og
    privatpersoner. Hvis en privatperson søger puljen, skal projektet være almennyttigt, så
    offentligheden har adgang til og kan benytte det færdige projekt. Som kommune, kommunalt selskaber og kommunal institution kan man ikke søge puljen.

Hvad kan du søge støtte til?

Du har mulighed for at få støtte fra Grøn pulje, hvis dit projekt

  • har et almennyttigt formål (dvs. at det er til glæde for eller kommer en bred gruppe af borgere til gavn), herunder fx større grønne tiltag, landskabelige, rekreative eller kulturelle formål
  • bidrager til vores lokalsamfund og deres positive fremtid
  • er offentligt tilgængeligt.

Opnår dit projekt støtte, kan du bruge midlerne til at dække

  • anlægsomkostninger
  • udgifter ifm. afvikling af arrangementer
  • udgifter til informationsmateriale
  • indkøb af udstyr og lignende engangsudbetalinger
  • fremtidig drift af de ansøgte eller eksisterende projekter op til maks. 10 år.

Alle projekter, som får støtte af puljen, bliver offentliggjort her på hjemmesiden.

Sådan søger du

Vi kender endnu ikke størrelsen på puljen, som derfor p.t. ikke kan søges.

Når puljen åbner, vil der blive ansøgningsfrist to gange om året, så længe der er midler i puljen.

Når vi modtager din ansøgning

Vi prioriterer ansøgningerne i følgende rækkefølge

  1. ansøgninger fra lokalområde, borgere og foreninger op til 5 km fra VE-anlægget i vores kommune
  2. ansøgninger fra lokale borgere og foreninger op til 10 km fra VE-anlægget i vores kommune
  3. ansøgninger fra borgere og foreninger i hele vores kommune.

Derudover bliver projekterne prioriteret ift., hvordan de møder principperne om lokal opbakning, mere værdi for pengene og sammenhængende udvikling:

  • Lokal opbakning
    Projekter, der er solidt forankret i lokalområdet, prioriteres højt. Lokal opbakning kan vises
    ved en støtteerklæring fra lokalrådet/lokalrådene, en kreds af naboer, lodsejere, foreninger
    eller lignende.
  • Mere værdi for flere
    Projekter, der bidrager til lokalsamfund, hvor det er godt at leve, bo og arbejde, prioriteres
    højt, herunder projekter, der giver øget biodiversitet, bedre adgang til natur og rekreative
    områder eller lokale gevinster som fx øget bosætning, nye muligheder for erhvervsudvikling
    og bedre vilkår for foreningslivet.
  • Sammenhængende udvikling
    Projekter prioriteres, når de bakker op om og bidrager til vores politiske
    visioner og strategier, særligt udviklingsstrategien Fremtidens legeplads og ambitionen om
    Stærke byer med dens fokus på liv, glæde og fællesskaber. Det samme gælder for
    projekter, der har en vis størrelse og et ambitionsniveau, som understøtter de
    udviklingspotentialer, som er identificeret i arbejdet med byprofiler for kommunens syv
    største byer.

For at komme i betragtning til støtte skal projekterne, med undtagelse af ansøgninger sendt fra nabokommuner, være beliggende i vores kommune.

Efter prioriteringen bliver din ansøgning sendt videre til Økonomiudvalget. Her bliver ansøgning sendt i høring hos de relevante lokalråd eller landdistriktsråd. Økonomiudvalgte indstiller herefter til kommunalbestyrelsen, hvilke projekter, de mener, skal have støtte fra puljen.

Se vores administrationsgrundlag for Grøn Pulje (pdf), hvor du bl.a. finder information om tinglysning ifm. projekter på privat ejendom og tilladelser for projektgennemførsel.