Kommunalbestyrelsen udvalgte i foråret 2025 to projekter for vedvarende energi ud af en pulje på 16, som der siden er blevet arbejdet videre med. Først og fremmest i forhold til at involvere borgerne i de berørte områder i projekterne. 

Du kan følge med i borgerinvolveringen i de to projekter på hjemmesiden.

Borgerinvolvering er en høj prioritet

Det er især vigtigt for vores kommunalbestyrelse, at borgerne i lokalsamfundet tages med på råd, når der udvikles vedvarende energi-projekter. Derfor er der vedtaget et sæt politiske prioriteringsprincipper, som er blevet brugt til at vurdere de ansøgninger om opstilling af vedvarene energi, som blev sendt ind i begyndelsen af 2025. 

Se kort video om borgerinvolvering

I andre kommuner rundt omkring gør man sig også erfaringer med at stille krav om borgerinvolvering i energiprojekter. Det kan du se en kort video om her, hvor en borger i Kolding Kommune fortæller om det samarbejde der førte til et solcelleanlæg, som borgerne er glade for.

Anlægget ligger tæt ved den lille by Viuf imellem Vejle og Kolding.

Proces for vedvarende energianlæg

Der er op til otte overordnede trin i behandlingen af ansøgninger om vedvarende energianlæg, inden et projekt eventuelt godkendes endeligt i kommunalbestyrelsen.

Se modellen 'Proces for vedvarende energianlæg'

De otte trin er

  1. Ansøgning indsendes og screenes af relevante fagligheder

  2. Projekter prioriteres af Kommunalbestyrelsen*

  3. Første borgermøde og valg af borgere til dialoggruppe

  4. Dialoggruppe udvikler projektet, og projektet tilpasses

  5. Andet borgermøde, hvor et tilpasset projekt præsenteres

  6. Ansøger indsender tilpasset projektansøgning

  7. Kommunalbestyrelsen igangsætter plan- og miljøproces**

  8. Plan- og miljøproces gennemføres. Endelig politisk godkendelse***

* Der prioriteres 1-2 projekter, og processen begynder herefter fra trin 3.

** Kommunalbestyrelsen vurderer om projektet nu i tilstrækkeligt omfang lever op til det politiske ønsker. Der er ingen garanti for igangsættelse af plan- og miljøproces.

*** Der er ingen garanti for politisk godkendelse. I plan- og miljøprocessen er der også en høringsfase med mulighed for at komme med kommentarer til det udarbejdede forslag til lokalplan.

Politiske prioriteringsprincipper

Principperne er:

  1. Lokal opbakning
    Projektet tager lokale hensyn og bliver tilpasset omgivelserne i tæt samarbejde med naboer og lokalsamfund. Når den lokale viden og perspektiv tages i betragtning, er chancen for lokal opbakning og et succesfuldt projekt større. 

  2. Mere værdi for flere
    Projektet giver værdi i form af fx øget biodiversitet, bedre adgang til natur og rekreative områder, lokale gevinster, såsom øget bosætning, nye muligheder for erhvervsudvikling og bedre vilkår for foreningslivet. Med andre ord: Projektet bidrager til lokalsamfund, hvor det er godt at leve, bo og arbejde.

  3. Sammenhængende udvikling
    Projektet bakker op om og bidrager i det lange løb til vores politiske visioner og strategier, herunder Fremtidens Legeplads, byprofiler og generelt de politiske indsatsplaner.

 

Ansøgninger om vedvarende energianlæg

Da fristen for at indsende ansøgninger om opstilling af vedvarende energi i Billund Kommune udløb den 5. januar 2025, havde vi modtaget 16 ansøgninger, hvorefter den politiske proces for at udvælge projekter gik i gang bl.a. på baggrund af en række politiske prioriteringsprincipper.  

Der arbejdes nu videre med to projekter. Det betyder, at ansøgninger som ikke blev udvalgt, er skrinlagt, indtil en ny ansøgningsrunde bliver annonceret. Herefter kan ansøgningerne naturligvis genfremsendes på lige fod med nye ansøgninger.

Det er ikke besluttet, hvornår en ny ansøgningsrunde for vedvarende energianlæg igangsættes.