Skole OL-finalen i Børnenes Hovedstad

I 2021 til 2024 var vi som hjemsted for Børnenes Hovedstad vært for Skole OL-finalen.

Skole OL er OL i børnehøjde og Danmarks officielle olympiske skoleaktivitet for børn, som hvert år i juni samler over 7.000 elever fra landets 4.-8. klasser. Henover fire dage dyster de i en række forskellige sportsgrene, fx atletik, bueskydning og orienteringsløb. Finalen afvikles som til et ”rigtigt” OL med bl.a. åbningsceremoni, hvor den skoleolympiske fakkel løbes ind og den skoleolympiske ild tændes.

Til dato er Skole OL-finalen det største og længstvarende event, vi har været vært for - og vi deler gerne ud af vores erfaringer og ser frem til næste store event-udfordring.

Derfor var vi vært

På alle leder og kanter hænger Skole OL's vision om OL i børnehøjde sammen med vores vision om at være hjemsted for Børnenes Hovedstad - en kommune og by i børnehøjde, hvor leg, læring og kreativitet er i højsæde.

Som hjemsted for Børnenes Hovedstad vil vi være verdens bedste sted for børn. Den ambition ønsker vi, omverdenen kender og mærker. Derfor har vi i værtskabsperioden arbejdet hårdt på, at alle finaledeltagerne skulle have en fantastisk oplevelse i Børnenes Hovedstad og involveret vores lokale børn og unge som medskabere og medværter på eventet.

Udbytte - for os og for andre

Arbejdet med og afviklingen af Skole OL-finalen har været et levende eksempel på vores vision om Børnenes Hovedstad: visionen er blevet oplevet og mærket på nærmeste hold af vores borgere, finaledeltagerne og alle andre, som lagde vejen forbi.

Vi har lært meget af at afvikle så stort et event som Skole OL-finalen. Finalen har udviklet sig undervejs, og vi har sat vores præg på den. Vores samarbejdspartnere har også udviklet sig og er blevet inspireret, af måden vi arbejder på som hjemsted for Børnenes Hovedstad.

I løbet af værtskabsperioden er der blevet arbejdet med en lang række indsatser, som selv efter værtskabets afslutning kan ses og mærkes i kommunen fx i form af opkvalificering af og temadage for idrætslærere og pædagoger, rekvisitter og o-løbskort, som skolerne nu bruger, og ansættelse af en foreningskonsulent til at understøtte samarbejdet mellem vores skoler og foreninger. Og netop samarbejdet mellem vores idrætsforeninger og skoler er betydeligt stærkere end før Skole OL-finalen. De deltagende idrætsforeninger og deres tilbud er blevet mere synlige, så flere af vores borgere nu ved, at de findes. Som eksempel var cricket del af Skole OL-programmet, og i dag huser vores kommune nu også en cricketforening. Finaleperioden har også givet foreningerne inspiration til at afvikle træning og stævner for børn på nye måder, de har eksperimenteret med nye metoder til at rekruttere frivillige på, og sammenholdet blandt deres medlemmer er blevet styrket.

Skole OL lever heldigvis videre - også i vores lokale idrætsforeninger, som fortsat holder kvalifikationsstævner med stor tilslutning fra skolerne.

Sammen med DIF Skole OL har vi arbejdet med Forsknings- og Implementeringscenter for Idræt, Bevægelse og Læring (FIIBL) på Syddansk Universitet om et følgeforskningsprojekt under titlen ”Hvilken værdi skaber det i en kommune, når Skole OL kommer til byen?”

Læs særudgaven af magasinet MOV:E, som byder på fem artikler og en podcast, der hver belyser forskellige perspektiver fra FIIBL’s forskning.

Sådan greb vi værtskabet an

Vi har vist, at et OL i børnehøjde ikke er afhængigt af voksenidrætsfaciliteter, og i værtskabsperioden har vi afviklet fire meget forskellige finaler - men alle med afsæt i en legende tilgang.

I forbindelse med vores værtskab for Skole OL-finalen satte vi særligt fokus på idræt, frivillighed og sammenhold samt mindre kendte idrætter. Målet var, at eleverne skulle opleve glæden ved at bevæge sig og dyrke idræt - sammen og på tværs af klassetrin og skoler.

At skabe og afvikle finalerne sammen med vores børn og unge har også haft høj prioritet hos os. Som forberedelse til hver af de fire finaler har lokale skoleelever arbejdet på forskellige projekter, hvor de bl.a. har udviklet øvelser og aktiviteter, designet flag og plakater samt skabe heppeelementer, værtskabsbadges og generelt arbejdet med det gode værtskab. Under finaleugerne har vores børn og unge hjulpet med at etablere finalepladsen, fungeret som dommere, taget imod vores gæster og løst mange forskellige opgaver undervejs. Det er også vores elever fra FGU Grindsted, som har designet og lavet den officielle Skole OL-fakkel, vi nu stolt har overdraget til næste værtsby.

Med Skole OL-finalen har vi givet mange hundrede lokale børn og voksne en oplevelse som frivillige. I 2024 hjalp 600 borgere til ved finalen, og halvdelen af dem var vores egne børn og unge. Uanset om det var første møde med det frivillige virke eller ej, håber vi at have skabt lyst til mere.

Finalen år for år

Med værtskabet har det været vores ambition at vise, at vi kan og vil noget specielt. Alle kommuner og byer kan stille en hal eller en græsplæne til rådighed, men med værtskabet har vi og vores samarbejdspartnere vist, hvordan et OL i børnehøjde ser ud, når det bliver afviklet i Børnenes Hovedstad og får tilføjet elementer af samskabelse og børneinddragelse.

I 2021 var det ikke muligt at afvikle en fysisk Skole OL-finalen pga. Coronapandemien. I stedet udviklede DIF Skole OL i samarbejde med os et helt nyt koncept: De virtuelle Skole Olympiske Lege for 0. - 8. klasse. Konceptet hedder i dag Skole OL for Indskolingen og udgør Skole OLs tilbud til 0. - 3. klasser.

I løbet af tre uger i juni 2021 dystede 31.817 elever i De virtuelle Skole Olympiske Lege. Det hele kulminerede med et live show fra LEGO House.

I 2022 blev Skole OL-finalen afviklet på Byens Plads i Billund: OL i børnehøjde. LEGO House fungerede som kulisse, da finalen indtog byens rum.

I 2023 blev Skole OL-finalen afviklet i Travbyen i Billund: Den skoleolympiske festivalplads. Dette år gæstede daværende H.K.H Kronprins Frederik Skole OL-finalen.

I 2024 blev Skole OL-finalen afviklet ved Billund Idrætscenter: En OL-by i børnehøjde. Skole OL-finalepladsen var inspireret af, at der skulle være OL i Paris senere på sommeren.

Om eftermiddagen og aftenen i finaleugen 2022-2024 inviterede vi til Folkefest, hvor finalepladsen blev åbnet for alle borgere, og hvor der var mulighed for at prøve forskellige OL-aktiviteter, høre musik, spise mad og hygge sig.

Ole Kirk’s Fond

Mange har bidraget til vores værtskab for Skole OL-finalen, men særligt den økonomiske støtte fra Ole Kirk's Fond gjorde eventet muligt. Fonden støtter fortsat Skole OL og Skole OL-finalen, som nu lever videre i nye værtsbyer.